182 dage fra NU!

Pludselig fik virkeligheden fat i fligen af de drømme, vi havde bygget op de sidste to år og SLAM! så stod vi der. Udleveret til realiteterne i Vancouver. Midt i en halvtom, enorm lufthavn, der i øvrigt var ganske fantasifuldt indrettet med "træstammer", "klipper" og mini-vandfald. Vancouver International er noget af en kontrast til det myldrende, overfyldte og en smule forvirrende Heathrow, kan man roligt sige.



Forskellige nationaliteter er, hvad man forventer sig af en lufthavn, men allerede efter vores taxatur med en snakkesalig inder og en enkelt gade til fods downtown gik det op for os, at her er en by, der har en noget anderledes og meget mere kulørt sammensætning af mennesker end Danmarks byer. Der er rigtig mange af asiatisk afstamning især.


I lufthavnen fik vi ellers lov at føle os en smule halvkriminelle. Jeg tror ikke ligefrem vi skal forvente, at resten af verden kender til lille Danmark – eller ser de samme stokroser, jordbær og fredelige tradtioner flimre forbi ved tanken. Immigrationsmyndighederne i lufthavnen var i hvert fald ret kølige, kiggede længe på brevene fra Simon Fraser og St. Paul's. Og i vores pas. Og ville vide, hvorfor vi havde tænkt os at blive helt til januar, når semesteret slutter i december. Det tog så lang tid for ham asiaten i den skudsikre vest og politiskilt og stram mine, at vi begyndte at kigge nervøst på hinanden. Tænk nu, hvis han ikke syntes, vi skulle være i Vancouver i 6 mdr.... det var ikke faldet os ind på noget tidspunkt, at alt kunne stå og falde med en enkelt mand bag en disk. Eller at nogen som helst skulle kunne finde os alt andet end supertroværdige! Men det gik.

Da vi omsider var installeret på Best Western, uptown, 205 Kingsway, var vi også ved at være lidt møre. 20 timers rejse kan godt mærkes. Men personligt var jeg, hvad jeg vil betegne som superfrisk (og Mads sikkert vil kalde "belastende hyper") i forhold til det forventede jetlag, som jeg var temmelig dårlig til at håndtere i Mexico. Havde ellers forberedt Mads på, at jeg nok blev noget af en besværlig trunte, men det var faktisk omvendt! :-D

Så vi tog et bad og en bus ud i byen. Eller rettere et SkyTrain, deres metroagtige tog. I første omgang sank hjertet lidt i livet. Alt hvad vi så (som altså ikke var del af den flotte skyline, vi ikke har set endnu) lignede City Syd i Skalborg på en dårlig dag. Grim by. Grim beton. Flad by (!). Lidt vissent græs. Slidte bygninger. Skuffende. Her havde vi gået og set grønt græs, bjerge, glasfacader og moderne højhuse for os. Man blev dælme lidt mismodig! Men i morgen skal vi rundt og se de forskellige dele af centrum, og så krydser vi fingre for, at lidt flere af luftkastellerne og glansbillederne holder vand.

Inden vi kunne falde omkuld i hotelsengen efter en god døgner, bestemte vi os for mad på en italiensk restaurant i Gastown (bydel). NØJ, det blev pinligt... Det startede ellers fint. Flink tjener med en noget mere personlig tilgang til arbejdet, end vi er vant til i Danmark. Fint bord til to op ad en lille væg/søjle. Fine glas med lokal rødvin. Fin larmende, amerikansk snakkestemning i restauranten. Så sker der det, at Mads lige skal flytte på sine lange lemmer, bordet ryster, Maria ser sig selv gribe ud i slowmotion – men for sent. Mit glas (selvfølgelig var det mit! Tak, Mads.) smadrer ind i væggen, splintres, SÅRER min hånd. Rødvin og glas über alles – plasket som springvand ud på Mads' skjorte. Et kort og meget langt sekunds stilhed i restauranten. Røde kinder, dukkede hoveder. MEGET typisk Mads-og-Maria-situation. Men hva'.... 3 tjenere skiftede i fællesskab de to duge, samlede glas op, undskyldte at de havde "eksplosionsglas" og sagde, at de ville klare væggen senere – og sådan en scene bemærker ingen alligevel.

Evig skam.



Men de var også over en time om at komme med vores mad. Så der var vi alligevel lidt sure på dem også. Så kunne det ligesom gå lige op. Vi regner ikke med at vende tilbage;-)

Kærlig hilsen
Maria

PS: Jeg har forsøgt mig med at sætte et desværre begrænset antal email-adresser på en mailingliste. Det er gået mest ud over den nærmeste familie, som så får en mail, hver gang vi har lavet et nyt indlæg her på bloggen. Hvis man ikke ønsker at være på den liste, så sig bare til, så skal jeg nok slette jer igen.