lørdag den 2. august 2008

Første møde med SFU

Det vil tage mig ca. en time at komme på universitetet. Det ved vi nu, for vi har nemlig taget turen til bjergtoppen ude i skoven i Burnaby, hvor Simon Fraser University (SFU) holder til. Først skal man gå lidt, så skal man tage toget, så skal man tage bussen, og så er man der. Og så skal man gå lidt igen, for universitetsområdet (campus) er ret stort. Vi var begge helt kvæstede efter den dag; det bliver man altså bare, når alting er nyt, har vi efterhånden erkendt. Det kræver enormt meget energi, åbenbart, at opfatte alting, finde vej og suge indtryk til sig. Det er det samme, når man handler ind, og man ikke kender varerne eller mærkerne – og ikke ved, hvor tingene står. For hver varegruppe skal man vælge mellem mindst tre forskellige produkter og gennemskue emballagen. Pyh!

Men hvorom alting er, så glæder jeg mig (med en lille frygt i maven) til at starte på SFU, og som det ses, har jeg udstyret i orden:-)

Kærlig hilsen
Maria











PS: Så står vi ved universitetet og venter trætte på bussen hjem. Og så falder ens blik pludselig på køreplanen på lygtepælen. Køreplansholderen er selvfølgelig lavet i Tåstrup:-)

3 kommentarer:

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Maria sagde ...

Jeg kan lige oplyse – hvis nogen undrer sig – at der desværre ind i mellem kommer spam-kommentarer i bloggen med links til mystiske steder. Det er sådan en, jeg har slettet.
Kh
Maria

Anonym sagde ...

Hej Marya!

Se nu fandt lille mig så lige ud af at der var noget på bloggen der også hed ældre indlæg... og hold da kæft hvor har du skrevet meget. Der var lige nogle indlæg jeg havde misset. Sjovt at læse, ligesom at følge med i sin egen lille private reality over there serie om 2 vidende, dog nu uvidende unge mennesker på første fært i den store verden. Ganske humoristisk. I bliver tit læst højt op så Rikke kan følge med inde i stuen...
Knuzzer Belinda