LMBB

I går aftes troppede vi op ved St. Mary's Anglican Church, Kerrisdale, for at øve med Little Mountain Brass Band. Der var lidt sommerfugle i maven, men man tog godt i mod os, så det gik hurtigt væk. De understregede selv, at de var et hyggeligt orkester, så det var meget lig KFUM dér. Rart. Mads fik plads som en ud af 7 tromboner (der manglede 3...), og jeg spillede med på 2. cornet (der var vi kun 3).

De spillede skisme pænt (jeg havde forventet det værste – det er vist min natur), dirigenten var en meget fredsommelig fyr, må man sige, men nu var det selvfølgelig også første gang efter ferien. Vi spillede ting igennem, og så sagde han, at det lød godt. Man snakkede lidt om sæsonens program, hyggegrinede lidt og spillede så en hymne mere.

Jeg var en af de yngste, hvis ikke den yngste. De fleste var nok 40-70 år. Det generelle tekniske niveau var noget højere end KFUM, og det var lidt min fornemmelse, at der rundt omkring sad en del musiklærere folkeskoleniveau og lignende folk. Hende jeg sad ved siden af, spillede fx oprindeligt fløjte i et andet orkester. Orkesterets klang var ikke hård, men heller ikke engelsk. Mads og jeg fandt hurtigt ud af, at vi spillede "alt for kraftigt", når der stod forte i noderne! LMBB spiller simpelthen kun én styrke: mezzoforte. Svagt mezzoforte, ja, kraftigt mezzoforte, ja – men stadig mezzoforte. Det var helt vildt! Dér er KFUM meget mere med! Så vi må håbe, Mads og jeg stadig kan huske, hvordan det skal gøres, når vi kommer hjem. Musikalsk har vi ikke umiddelbart spottet nogle lysende stjerner, men omvendt heller ikke så mange katastrofer. Det korte af det lange er, at LMBBs spillespil kan karakteriseres som "pæn"... Jeg tænker på, om de nogensinde har hørt en cd med et engelsk brass band og har prøvet at sidde og skrue op og ned for enten at kunne høre eller undgå at blive døv. Måske synes de bare, den slags ekstremer er upraktiske eller for anstrengende.

LMBB er det eneste brass band i hele British Colombia! Og i hele Canada var der kun ét eneste brass band mere – men dog en del militær-/marchbands. Virkelig en speciel hobby her. Da vi tog bussen hjem, var det sammen med et par ældre gutter. De havde en 4 timer (fire!) lang tur foran sig, før de var hjemme. En tur, der krævede både gang, bus, færge og bil – og en del ventetid samt aftensmad i form af madpakke. Det er dælme entusiasme! 8 timers transport for en 2,5 timers prøve. Men flere i bandet sagde, at denne eftermiddag var ugens højdepunkt for dem. Den ene af busgutterne kendte Lyngby-Taarbæk! Og så spurgte han til min Xeno, for han havde også selv fået én. Han ville også enormt gerne til England engang, sagde han, og remsede det ene engelske band op efter det andet. Og jojo, han kendte da ham der og ham der, og for nylig havde de da haft Elgar Howarth ovre og dirigere... (mon han sagde "Spil kun mezzoforte" ?)

Jeg fik en stak noder med hjem og Amparito Roca, Nimrod, In Perfect Peace, Amazing Grace og den slags kunne vi straks genkende. Dirigenten sagde, at han gerne ville arbejde hen i mod, at de skulle spille lidt flere hurtige noder, dobbeltstød og lidt mere tekniske ting... Det ser jeg frem til. Der er ikke noget i vejen med halvnoder, men 2,5 timers halvnoder bliver også lidt kedeligt. Dirigenten hedder for resten Jim. Han mente, jeg muligvis skulle spille repiano om et par uger, når bandet var spillet i gang efter ferien. Så skal jeg til at tælle... ;-)