Koncert med LMBB!

Så har vi også prøvet at spille Remembrance Day Concert! Her ses vi umiddelbart inden afgang (jubi for selvudløserfunktionen) i vores meget fine uniform:






















Der er lidt telt over min vest. Men der var ikke en mindre. Skjorter og butterflies er også til låns.

Vi skulle mødes kl. 13 til opvarmning og stoleopstilling i kirken mm. Vi øver i en slags gymnastiksal, som er en del af kirkebygningens faciliteter. Så vi fik hurtigt gjort klar til koncerten.

Her er vores program, som bl.a. bestod af en amerikansk, en britisk og en australsk afdeling + et film-tema:


O Canada (Canadas nationalsang)

Eagle Squadron

Abide With Me

Sanctus from Verdi’s Requiem

American Patrol

Canada On The March

It’s A Long Way To Tipperary

Pack Up Your Troubles . . .

I Vow To Thee, My Country

Waltzing Matilda

Last Post (spillet af Eb-cornetten, herefter et minuts stilhed til ære for de faldne soldater)

Amazing Grace

Hymn To the Fallen (Mads' favorit)

Concert March from 1941 (virkelig god og sjov – og hård i visse stemmer! Som de fleste John Williams-numre)

The Great Escape


Et langt program, og helt uden pauser! Jeg spillede 3. cornet, Mads spillede 1. trombone. Jeg har ellers spillet 2. cornet det meste af tiden herovre og repiano, når en af de to rep'er var fraværende. Men 3. cornet-rækken (jep, der er så mange cornetter, at vi har vores egen række) var lidt hårdt ramt op til koncerten, eftersom Gene skulle til Japan (han plejer ellers at være bærende 3. cornet, hvis man kan sige det sådan) og Louise kun havde spillet 2 måneder – og sidste 3. cornet-mand er der ingen, der kan høre. Eller jeg kan ikke:-) Så Jim (dirigenten) spurgte mig, om ikke jeg ville spille 3. cornet. Og selvfølgelig ville jeg det. Jeg synes faktisk, det er utrolig rart at få øvet sig på at frasere en akkompagnerende stemme og blive bedre til det med at tælle og spille efterslag. Og samtidig være fritaget for principal-ansvaret. Det er nok den koncert, hvor jeg har været mindst nervøs i hele mit liv. Dvs. jeg var overhovedet ikke nervøs:-) Jeg tror også, jeg var oppe på 98% perfektion, hvis man kan sige det, så det var en god koncert for mit vedkommende. Mads var lidt mere betuttet efter koncerten, for han tabte en lånt mute midt i et ppp-stykke i Hymn to the Fallen...haha :-D (lidt skadefro må man godt være. Bare lidt.)

Der skete det besynderlige under koncerten, at folk blev nogle vældige bangebukse! Jeg troede først, det var rummet, der gjorde det, men fandt ud af, at folk vitterlig ikke turde spille kraftigere end mf! Belastende. Der er altså ikke meget at gøre som 3. cornet så. Eller som nogen anden stemme. Det duer jo ikke at stikke ud. Det duer slet ikke, hvis man så spiller UM-BA-UM-BA-UM-BA!!!! Så må man jo dæmpe sig og presse den liiiige til grænsen i håbet om, at solocornetterne tager sig sammen og får hevet hele bandet et par styrker op.... Det skete bare aldrig. Og vi havde tonsvis af marcher med repetitioner, der er i pp første gang og ff anden gang. Der SKAL altså være forskel. STOR forskel. Men det var der ikke. Kyllinger:-)

Abide with Me var heldigvis meget smukkere til koncerten end da vi varmede op. Uh-ha! Det stemte simpelthen så dårligt under opvarmning, at far Odgaard ville have fået tics og lavet sin snapserystning og sagt TSK! og set meget irriteret på den nærmeste synder! Til koncerten var det dog ret meget bedre, og da var folk jo også varme. Men ak... andet vers skulle spilles af en udvalgt lille gruppe, præcis som vi plejer i KFUM. Nu er det bare sådan, at principalen er en ok-fin tekniker, høje toner kører for ham osv. Men han spiller grimt. Og hvis jeg skal være helt ærlig: umusikalsk. Han spiller en stak toner. Og aldrig har Abide with Me stemt dårligere eller lydt mere intetsigende kedelig. Dårlig, tynd klang. Ingen af de 4-5 mennesker stemte med hinanden. Ingen ville noget med de der noder. Gys. Nu er det ikke for at rose mig selv, men nu kommer det så unægteligt alligevel: DER savnede Mads og jeg simpelthen sådan Esther, far Gert og Torben – og så skulle vi nok have vist dem, hvad musik er!

Og på finurlig vis blev KFUM faktisk en del af koncerten! For Jim præsenterede Mads og jeg for publikum (rejse sig op, smile, nikke, klappe-klappe) som de to besøgende danskere og fortalte historien om, hvordan vores band hjemme i Danmark, som vi har spillet i i 10 år (faktisk mere, men lad nu det ligge) netop havde vundet 3. division i DM – nu da vi ikke var der! Og publikum morede sig. Men nu er det sikkert og vist, også i Canada, at KFUM er sande champions! :-)

Så kan jeg lige afslutningsvis oplyse, at en mand fra orkesteret havde fået sin svoger, som var professionel fotograf, til at "dække koncerten". Han tog en ordentlig masse billeder, og vi skulle efter sigende få lov til at få dem uden beregning. Flinkt af ham, og så kommer der flere billeder på bloggen til den tid!

En flink euphonium-spiller ved navn Brant bad os også om at stille op til foto, for det plejede han at tage af orkesterets gæstemedlemmer. Det var rigtig sødt af ham, og han har netop sendt mig billedet med en venlig hilsen om, at så kan vi huske, hvordan vi så ud i LMBB-uniformer og kan vise det til vores musikvenner, så det vil vi gøre – selv om der ikke er den store forskel på dette billede og det forrige. Her står vi dog i et af vores to øvelokaler. Det var også her, der var reception bagefter med chips og dip, kager, kiks og ost:-)





















Kærlig hilsen
Maria