Det var dumt. Men sådan blev det. Måske pga. regnvejret. I hvert fald er det her det eneste billede, vi har af Rembrance Day, downtown i Vancouver. Picture it, Sicily, 1942... (okay så, jeg så "Panter Tanter", da jeg var lille): regnvejr, regnvejr, regnvejr, masser af mennesker, paraplyer overALT, kæmpe paraplyer med diameter på 1,5 m, som folk ikke kan styre og tonser ind i andre menneskers huer og øjne og den slags, parader i stivede militæruniformer, sækkepibeband, militærband, who knows hvor mange bands, for vi kunne ikke se en skid, podium vi heller ikke kunne se med tv-speaker-stemme-mand, der myndigt resummerede krigenes voldsomme begivenheder og ofrene, operasanger der sang for i "O Canada", mennesker der mumlede med og havde poppies på deres tøj (poppy = valmue = plasticvalmue der er officielt symbol på, at man mindes). Ja. Cirka sådan var det. Og det var egentlig fint. Jeg blev helt grebet og fik en klump i halsen, da operasangeren sang. Han var god. Men ellers er det nok ikke så let for os danskere at føle så meget for krigene, som de gør her. Vores lille land fes den nok lidt for meget af i forhold til, hvor mange de har mistet her. Men hvad kunne vi gøre?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar