The ultra-posh Urban Fare og staklerne

Nu er jeg altså NØDT til at fortælle lidt om de supermarkeder, de har her i de dyre kvarterer. Vi bor rigtig tæt på én af kæderne, nemlig den der i vores rejsebog kaldes "the ultra-posh Urban Fare". Første gang vi turde træde ind i Urban Fare ganske få skridt fra vores hoveddør, gjorde vi store øjne. Den butik er så langt fra alt, hvad vi har i Danmark. Salling Super, gå hjem, siger jeg bare. SNORlige rækker, funklende, fancy reoler, poleret frugt og grønt i sirlige pyramider, uendelige delikatesse-diske – og så endda priser, der ligger mellem Kvickly og Salling Super, vil jeg tro. Varegrupperne er prissat lidt uforudsigeligt og anderledes herovre. Forårsløg kan man købe billigere end i Netto, mens toiletpapir koster 2-3 gange så meget:-) Jeg vil lade billederne tale.

I Urban Fare kan man købe halve brødskiver, cellofaneret for sig, fløjet ind fra en særlig bager i Paris. To gange om ugen får de det. Eller man kan købe dansk ost i delikatessen. Eller hvad med en firkantet vandmelon til den nette sum af $99? (Gang med 4,75 cirka, så har du prisen i kroner) I Urban Fare er der ingen transportbånd ved kassen, kun et lille bord. Du sætter din kurv op, og ekspedienten skanner varerne ind og pakker dem derefter i poser for dig. Og det er ikke proppede poser, næh, god plads til det hele. Men du har alligevel ikke købt så meget, for så er du ikke "posh"... og de har sørget for, at der ingen indkøbsvogne er (kun kurve), så uvidende stakler ikke kommer til at amok-købe ind som i et andet lavprissupermarked. Kød og kødpålæg kan du ikke finde vakuumpakket, det fås kun i delikatessen, hvor det bliver pakket fint ind. Hver for sig. Ikke noget med lag på lag der. Og så spiller de altid afslappet jazz. Altid. Det hører med til konceptet.

Vi fandt faktisk en anden kæde, kaldet Capers, her forleden. Bedst som vi troede, det ikke kunne blive vildere end Urban Fare. Den var større, ligeså posh – og så var den 100 % økologisk. ALT var økologisk, selv frostgrøntsagerne og rengøringsmidlerne. Der går nok et par år, før vi får dét i Hjørring.

I Urban Fare går der smarte unge damer rundt med fine negle og dyrt tøj og en attitude, der vidner om et liv på toppen af kransekagen – en tragikomisk, brutal modsætning til de duknakkede, pjaltede og langhårede mennesker med fjerne, opgivende blikke, der sidder på hvert andet gadehjørne. På en plastikpose. Eller i en slidt kørestol. Og med et lille papbæger fra Starbucks eller McDonald's til at tigge med.

Jeg får det skidt, hver gang jeg går forbi sådan et menneske. Nu skriver jeg med vilje menneske, men jeg må indrømme, at man let bare reducerer dem til "tiggere". Men de er også mennesker. Selv om de er syge, fattige og aldeles alene, formodentlig. Tænk at sidde der på fortovet og se verden gå forbi, og vide, at alle er ligeglade med én. Måske har de ingen familie.

Vi har stadig ikke fundet ud af, om det er bedst, at vi ignorerer dem, ligesom alle andre gør, eller om vi skal give dem lidt penge. Men Mads mener dog, det er afgjort, at vi bør handle i Urban Fare, så tit vi har råd, for man skal jo støtte de lokale, siger han;-)



Kærlig hilsen
Maria